Hjælp til asylsager

Udlændingeret

Advokat Daniel Nørrung har mange års erfaring med udlændingeret, herunder som advokat for asylansøgere i Flygtningenævnet, samt behandling af sager om familiesammenføring. Udlændingeret er et kompleks juridisk område og et af de lovområder i Danmark der oftest ændrer sig.

Asylsager

Advokat Daniel Nørrung har mange års erfaring som advokat for asylansøgere i Flygtningenævnet, herunder også genoptagne asylsager og sager om inddragelse af opholdstilladelser, f.eks. på grund af overtrædelse af straffeloven eller sager om statusændring, d.v.s. ændring af hvilken paragraf i Udlændingeloven der er opnået asyl på baggrund af.

Udlændingestyrelsen er den instans i Danmark der foretager den indledende behandling af en ansøgning om asyl i Danmark. Hvis Udlændingestyrelsen giver afslag på asyl, skal sagen behandles i Flygtningenævnet hvor der skal tages endeligt stilling til sagen. I Flygtningenævnet bliver du som asylansøger beskikket en advokat til at bistå dig med sagen. Det betyder at du ikke selv skal betale for advokatens hjælp – dette er altså gratis for dig.

Efter beskikkelsen fra Flygtningenævnet og alle sagens papirer er modtaget kommer du som asylansøger til møde med advokat Daniel Nørrung på kontoret hvor der er sørget for en kompetent og erfaren tolk. På mødet gennemgår vi sammen sagen, herunder referaterne fra samtalerne med Udlændingestyrelsen og finder frem til de væsentlige punkter der skal bringes frem i Flygtningenævnet.

Det kan være de punkter som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på i deres afslag, men det kan også være forhold som hverken du selv eller Udlændingestyrelsen har været opmærksomme på og som kan have betydning for din mulighed for at opnå asyl i Danmark.

På mødet gennemgår vi også hvorledes mødet i Flygtningenævnet kommer til at foregå, således at du er bedst muligt forberedt.

Familiesammenføring

Udlændingepolitikken i Danmark er adskillige gange de sidste mange år blevet ændret, hvilket i langt de fleste tilfælde har betydet stramninger af den ene eller anden art. Dette gælder ikke mindst indenfor området for familiesammenføring.

Reglerne for familiesammenføring kan være meget komplekst og svært at overskue og har samtidig stor betydning for den enkelte familie og enkeltpersoners mulighed for opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med ens børn, ægtefælle eller samlever.

Samtidig spiller internationale konventioner som Danmark har tiltrådt og forpligtet sig til at overholde en overordnet væsentlig rolle, idet de danske regler på alle måder skal overholde disse konventioner og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

På området for familiesammenføring spiller den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 en afgørende rolle. Bestemmelsen fastslår at alle har ret til beskyttelse af deres familieliv og privatliv. Bestemmelsen fører til at alle ikke nødvendigvis skal opfylde alle betingelserne i den danske lovgivning for at få familiesammenføring. Dette kan f.eks. være tilfældet hvis et familiemedlem er flygtning fra sit hjemland, hvis der er alvorlige helbredsproblemer som skal behandles i Danmark eller hvis der er anden familie i Danmark der skal tages hensyn til.

Står du i en situation hvor du har behov for rådgivning om ansøgning om familiesammenføring eller har du fået afslag på familiesammenføring fra Udlændingestyrelsen og skal klage til Udlændingenævnet, er du velkommen at kontakte os. Vi yder rådgivning til en yderst rimelig pris og med mulighed for indledende gratis rådgivningsmøde.

Permanent opholdstilladelse

Når du opnår opholdstilladelse i Danmark vil denne være en midlertidig opholdstilladelse og være tidsbegrænset. Opholdstilladelsen skal derfor løbende forlænges og betingelserne for forlængelse skal vær gang være opfyldt.

Med en permanent opholdstilladelse undgår du at skulle løbende forlænge din opholdstilladelse. Opfylder du derfor betingelserne for at opnå permanent opholdstilladelse, vil det klart være at anbefale at indgive ansøgning herom til Udlændingestyrelsen. Samtidig giver permanent opholdstilladelse adgang til at søge om statsborgerskab i Danmark hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Ansøgning om permanent opholdstilladelse kan som udgangspunkt indgives når du har haft opholdstilladelse i Danmark i 8 år og i visse situationer allerede efter 4 år (se nedenfor efter de supplerende betingelser).

Betingelserne for at få permanent opholdstilladelse består af nogle grundlæggende betingelser og supplerende betingelser.

Som udgangspunkt skal du opfylde alle de grundlæggende betingelser for at kunne opnå permanent opholdstilladelse. nedenfor er betingelserne oplistet.

De grundlæggende betingelserne for permanent opholdstiladelse (alle skal som udgangspunkt være opfyldt):

  • Du skal være fyldt 18 år.
  • Du skal fortsat opfylde betingelserne i din nuværende opholdstilladelse.
  • Du skal have boet i Danmark lovligt i mindst 8 år.
  • Du må ikke have begået visse former for kriminalitet.
  • Du må ikke have forfalden gæld til det offentlige.
  • Du må ikke have modtaget offentlig hjælp efter aktivloven (f.eks. kontanthjælp) eller integrationsloven (f.eks. integrationsydelse) de seneste 4 år forud for ansøgningen – og helt indtil afgørelsen om permanent ophold er truffet.
  • Du skal underskrive en ”Opholds- og Selvforsørgelseserklæring” i forbindelse med indgivelse af ansøgningen.
  • Du skal fortsat være i arbejde (min. 15 timer pr. uge – vær opmærksom på, at uddannelse – herunder praktikforløb – ikke tæller med).
  • Du må ikke aktivt (bevidst) have modarbejdet afklaringen af din identitet, i forbindelse med ansøgning om midlertidig opholdstilladelse eller forlængelse. (Dette krav gælder dog kun, hvis du oprindeligt har indgivet din første ansøgning om opholdstilladelse efter d. 1.1.2018).
  • Du skal have bestået prøven i Dansk 2 (eller en tilsvarende danskprøve).
  • Du skal have været i arbejde (min. 30 timer pr. uge) i min. 3 år og 6 måneder indenfor de seneste 4 år forud for, at der træffes afgørelse i sagen. Uddannelse/praktik tæller ikke med).

De supplerende betingelser for permanent opholdstiladelse (2 ud af 4 skal være opfyldt) er:

  • Du skal have bestået prøven i Dansk 3.
  • Du skal have været i ordinært arbejde i mindst 4 år indenfor de sidste 4½ år.
  • Du skal have bestået en Medborgerskabsprøve (som du kan tilmelde dig her) eller have ”udvist aktivt medborgerskab” (f.eks. via bestyrelsesarbejde eller lign.).
  • Du skal i de sidste 2 år forud for afgørelsen have haft en gennemsnitlig årlig indkomst over et vist beløb (kr. 319.738,75 2024-niveau).

Hvis du udover de grundlæggende betingelser, også opfylder alle 4 supplerende betingelser, kan du søge om permanent opholdstilladelse allerede efter 4 års ophold.

Der gælder særlige regler for unge, som er fyldt 18 år, og inden de fylder 19 år, hvorder ikke stilles de samme krav til arbejde, men derimod til arbejde eller uddannelse efter afslutning af folkeskolen. Herudover kan Udlændingestyrelsen se bort fra nogle af betingelserne, hvis ansøgeren er handicappet eller pensionist.

Priser

Der tages ikke salær for hjælp til asylsager (i nogle tilfælde dog for genoptagelse af asylsag), for hjælp til ansøgning om familiesammenføring, permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab, er det første indledende møde gratis. Ønsker du vores hjælp til sagen, aftaler vi en fair pris efter dine og sagens omstændigheder, således at du på forhånd kender udgiften.

Kontakt os på telefon +45 40 26 52 82 eller e-mail dn@norrung.dk.